ILD 2023
ILD er vores vigtigste anledning til at give hele Danmarks MOT-hold fornyet inspiration og motivation til at fortsætte det vigtige arbejde med at møde ungdommen ude i klasseværelserne. Det er også her, vi får mulighed for at takke alle jer, der lytter til ungdommens drømme og ruster dem til at turde træde nye stier, være inkluderende og til at sige fra når grænsen er nået. Derfor er denne samling så vigtig for os!
På årets scene havde vi blandt andet vores nye MOT-ambassadør Emma Østergaard, der fortalte om hendes seje kamp for at nå toppen af Mount Everest. Kampen for at nå et mål er aldrig rosenrød og uden omkostninger. At nå toppen – også i overført betydning - kræver mod, vedholdenhed og viljen til at betale prisen. Emma har det hele, og vi hepper på hende!
Ligeledes gav Svend Brinkmann et inspirerende oplæg. Det handlede blandt andet om, hvordan alle unge har uanede muligheder, som de i kraft af støttende fællesskaber og en god portion mod kan blive i stand til at forfølge. Vi tror på, at MOT-modulerne kan bidrage til, at flere unge øjner og griber muligheder, de ikke anede, de havde.
Derudover blev der opfrisket øvelser, erfaringsudvekslet, konkurreret og grint på tværs af landets MOT-teams. Stemningen var lige som den skulle være.
D. 28. februar 2024 afholdes jubilæums-ILD på Hermans i Tivoli Friheden. MOT Danmark fylder 10 år, og det vil vi fejre det med en rigtig fest. Så sæt kryds i kalenderen.